MikkelModulererMarius

MikkelModulererMarius består af klangkunstneren, komponisten og musikeren Mikkel Meyer, og forfatteren og vokalisten Marius Nørup-Nielsen.

Mikkel har arbejdet professionelt med klangkunst-genren for både Danmarks Radio (P1. Lydmuren/Ultralyd) og engelske Resonance FM. Han fik sin første instrumentale solo-ep, N-EP (CD only) ud på det engelske pladeselskab Smallfish i sommeren 2006. De fire numre fra den, samt to helt nye, findes nu også på vinyl, udsendt af det danske selskab Statler & Waldorf. Den har fået titlen Responge, og er andet udspil i serien Oil on aluminum. Politikens Ditte Giese gav pladen 5 ud af 6 hjerter i Politiken. Tjek i øvrigt www.myspace.com/mikkelmeyer og www.statler-waldorf.dk

Marius gik på Forfatterskolen fra 97-99, og fik udgivet sin første digtsamling, Karakteristikon, på Samlerens Forlag i 2001. Siden fulgte Alle tiders barn (2004), og hans prosa-debut, Styrkeprøver udkom i februar 2007. Han har anmeldt teater for AOK og Berlingske Tidende, og modtaget flere legater fra Statens Kunstfond og Kunstrådet. Hans vokale anstrengelser kan desuden også høres i bandet Bodega Boys, hvor han er sanger og med-sangskriver. Tjek i øvrigt www.samleren.dk og www.myspace.com/flyversjus

Mikkel og Marius lavede deres første fælles numre specielt til en festival i Fælledparken helt tilbage i 2000, hvor man kunne opleve dem spille live på Pavillonens scene. Siden har de helliget sig jævnlige ’studie-ture’ til Mikkels mørke, fugtige og lydisolerede kælder på Frederiksberg, hvor de så har drukket for meget kaffe, skændtes og produceret tracks. I deres unikke samarbejde veksler regulær oplæsning med rap og sang, og på musiksiden kan man blandt andet høre inspirationer fra eksperimenterende hip-hop, jazz, dub, obskur electronica og virkelighedens lyde. Et møde mellem musik og poesi, som jævnbyrdige aktører på fælles præmisser, i alvorlig leg med alle tænkelige virkemidler fra begge kunstarter.

Duoen har to numre med på CD-antologien Audiopoesi – en antologi, udsendt i november 2006 af Geiger Records og Husets Forlag, i samarbejde med Center for Cross Art.

De har spillet live så forskellige steder som Literaturhaus, LAB, Huset, Kafkaféen, Roskilde Festival i både 2005 og 2006, og Spot 2007.

Deres første album, Ka’ du lege!?, udkom d. 19 februar 2009 på Geiger Records, og du kan høre eksempler fra det på: www.myspace.com/mikkelmodulerermarius og læse anmeldelser på www.virkeligheden.info/presse. Og så selvfølgelig bestille og købe det hos din lokale pladepusher. Nemlig!